Hvorfor er en rollator sammenklappelig?

Næsten 100.000 gamle mennesker i Danmark render rundt med dem. Rollatorer. Uanset hvor i landet man befinder sig, skal man blot gå hen til den nærmeste Netto for at møde mindst 3-4 gamle damer, som alle går rundt med hver deres rollator. Nogle har valgt den billige model fra Harald Nyborg til 500 kroner, mens det for andre er en erstatning for den Mercedes, som deres læge for længst har frataget dem nøglerne til. Dén del af de ældre køber normalt en dyr letvægtsrollator fra f.eks. Topro, som er et prestige-mærke indenfor området.

Når nu de ældre ikke længere har bil, og derfor udelukkende kan komme rundt ved hjælp af deres rollator – hvorfor er en rollator så egentligt sammenklappelig? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv, og jeg kommer næppe svaret nærmere i dette blog-indlæg, men ikke desto mindre er det jo egentligt en sjov tanke.

Vi udvikler et redskab til ældre, som ikke kan komme rundt på andre måder end med deres rollator. Derefter laver vi den sammenklappelig, så den intet fylder når den skal sættes væk.

Jeg gætter på…

At årsagen skal findes i, at foldbare rollatorer er mere praktiske, hvis den ældre kun har brug for rollatoren sjældent, eller hvis den skal tages med i en bil. Det underlige er bare, at det er blevet stort set umuligt at opstøve en rollator som ikke er sammenklappelig. Det må ellers være billigere at fremstille en rollator der ikke kan lukkes sammen, og man skulle vel også mene at den bliver mere stabil.

Jeg prøvede for sjov at tage et kig hos en af de store butikker der forhandler rollatorer online. Selv ikke hos dem er der muligheden for køb af rollator uden at den kan klappes sammen.

Hvad skal en rollator kunne i fremtiden?

Lige nu er næsten alle rollatorer helt ens. De har fire hjul, et sæde, to håndtag og nogle bremser. Selv farver og design er næsten ens. I må give mig ret i, at det da er for kedeligt. Godt nok er ældre lidt mere konservative og knap så krævende på design-fronten som de yngre generationer, men lidt farver og mønstre kan alle vel li’.

Jeg så på et tidspunkt en TV-udsendelse omkring et ”værksted” i Roskilde, hvor handicappede kunne komme og style deres kørestole og rollatorer – så mon ikke også at producenterne på et tidspunkt selv får øjnene op for, at ikke alle gider en kedelig, grå rollator, som ligner alle andre her i landet.

Indlægs forfatter: Soren