Jeg har haft en rigtig god ven, Ebbe, lige siden at jeg var i folkeskolen. Ja, vi har skam kendt hinden i årtier og nøj hvor har vi bare været gode kammerater. Vi er det faktisk stadigvæk. Vi har virkelig fulgt hindanden gennem livet; gennem tykt og tyndt. Jeg var der da han blev færdiguddannet, da han fik sit eget firma, da han fik en kæreste, og da de blev gift og fik børn. Det er derfor at det piner mig rigtig meget at han nu skal skilles. De kan åbenbart ikke enes mere og har besluttet at deres forhold må ende. Sådan går det jo en gang imellem. Det er bare ærgerligt at det skal ske for sådan en god ven. Men det værste er at jeg jo som den bedste ven må rådgive ham og lige nu bliver jeg nødt til at overbevise ham om at han skal skaffe sig en advokat til at tage sig af hans skilsmisse.
Han har ikke lyst til at hyre en advokat, selvom han bliver nødt til det. Jeg har prøvet at finde muligheder til ham, men han nægter at tage sig af det. Han mener at han og Lise (hans næsten eks-kone) ikke bør hyre advokater, fordi det ville være som at hyre juridiske våben mod hinanden og i en tid hvor de allerede har et så vaklende forhold, vil han ikke gøre noget for at ødelægge det og da slet ikke hyre en advokat (hvilket han uanset hvad bliver nødt til.)
Jeg kan egentlig godt se hvad han mener. Han vil jo bare ikke skændes med Lise gennem skilsmissen, for han vil gerne have et venligt forhold til hende bagefter. Ikke kun for deres egen skyld, men også for deres børn. Jeg ved ikke hvordan Lise tænker, for hende og jeg snakker ikke sammen nu hvor hele denne skilsmisse affære finder sted. Jeg bliver nødt til at støtte min egen ven i stedet og jeg bliver beklageligvis nok kendt som den irriterende ven, men Ebbe må og skal have en advokat, og det må Lise altså også. Man kan ikke komme uden om det. Og det behøver ikke være en berømt advokat, som tager det hele, men bare en helt normal en.
